I weekenden den 25. – 26. juni blev de Danske Mesterskaber på eternit afviklet hos Odense Minigold Club.
Alle forberedelser var udført og såvel anlæg som turnering var helt klar til at tage imod deltagere fra hele landet.
61 deltagere fordelt på 7 rækker prøvede kræfter med banerne og hinanden.
Specielt én spiller skilte sig ud fra resten. Allan Schwab fra Aalborg Minigolf Klub tog fuldstændigt magten over anlægget og nærmest ”brændte banerne af”. Helt fra start markerede Allan at han ikke var kommet til Odense ”bare” for at spille minigolf og hvordan kunne han gøre det tydeligere end ved at spille en runde 18. Herefter så han sig aldrig tilbage - her er hans resultater: 18, 20, 19, 20, 19, 20, 20 og 21. 157 slag sammenlagt på 8 runder, et snit på 19, 625. Totalt suverænt og uovertruffen, stor respekt herfra.
Allans klubkammerater ville ikke lade ham stå helt alene og Johnny Andersen og Kåre Thomsen spillede sig således frem til 2. pladsen og 3. pladsen i herre rækken.
Stephanie Dallinger også fra Aalborg Minigolf Klub vandt dame rækken foran Inger Neye, Roslev og Inge-Lise Hansen, Nord-Als.
Herre Senior blev vundet af Morten Rasmussen, Odense Minigolf Club med Erling Jensen og Peter Sørensen, begge fra Putter Team Odense på de næste pladser.
Dame Senior blev et internt opgør mellem Irene Madsen og Anette Frost fra Odense Minigolf Club, her trak Irene det længste strå og første pladsen.
Hos Veteran herre viste Erik Meldgaard fra Randers stor styrke og førte rækken fra start til slut. Hans Jørgen Jørgensen, Odense Minigolf Club og Leif Bæk, Randers tog sig af de næste pladser.
Hos Veteran Damer lagde Sonja Christensen, Odense Minigolf Club, alle konkurrenter bag sig og sikrede sig guldet. Sonja blev fulgt af Helen Norup, Aalborg og Grete Knop, Gelsted.
I junior rækken var der en tæt dyst hvor de 3 medaljetagere skiftedes til at tage føringen. I sidste ende var Torben Fjordvang, Aalborg en kende bedre og henviste Martin Madsen, Odense Minigolf og Nickolaj Andersen, Putter Team Odense til 2. og 3. pladsen.
Endelig sikrede Laura Fogh Henriksen, Aalborg, og Miki Pedersen, Putter Team Odense sig guldet i Minijunior pige og drenge rækken.
Også i holdkonkurencen var Aalborg tydeligt foran de andre deltagere og hjemførte sikkert guldet. 2. pladsen gik til Putter Team Odense og 3. pladsen til Gelsted.
I Mix rækken var billedet nøjagtigt det samme. Stephanie Dallinger og Johnny Andersen, begge Aalborg, vandt foran Inger Neye, Roslev og Leif Meitilberg, Odense Minigolf som igen sluttede lige foran Rikke Sørensen, Putter Team ODense og Morten Rasmussen, Odense Minigolf.
Alt i alt et fantastisk DM hvor rigtigt mange viste fremragende spil, resultater der tydeligt viser at Dansk Minigolf har rigtigt meget at byde på.
Artikel i Lokalavisen Nordvest: Odense Minigolf Club med helt fremme


