Odense bliver værtsby for mini-OL
Mandag aften blev Hans Christian Andersen City Games endelig en realitet. Sport Event Fyns initiativ til at skabe ”et internationalt mini-OL for børn og unge” fik i går vigtig støtte fra Nordea-fonden, da formand for Bankrådet Niels Thorborg overrakte en check på 400.000 kr. ved årsmødet i Odense Congress Center.
Det var derfor en glad direktør Erik Juhl Mogensen, der med det seneste bidrag kan konstatere, at det økonomiske grundlag for Legene nu er på plads.
Vi er meget glade for Nordea-fondens støtte til vores projekt. Det giver fantastisk god mening at kunne etablere et tilbagevendende, internationalt stævne for børn og unge, hvad enten de dyrker elite- eller motionsidræt. Events er med til at gøre det sjovere at dyrke sport og skaber et fællesskab, der rækker ud over selve begivenheden. Vi har på forhånd indledt samarbejde med flere store idrætsklubber på Fyn, hvis engagement er afgørende for stævnets succes og internationale udbredelse. Vi forventer 3.000 deltagere til premieren i 2012, og inden for få år skulle det antal gerne op på 5.000,” siger Erik Juhl Mogensen.
Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur, og sekretariatschef Ulla Björnsson begrunder bidraget: ”Hans Christian Andersen City Games vil give en masse børn og unge mulighed for at dyrke mange forskellige idrætsgrene sammen . Vi håber, at Nordea-fondens støtte på 400.000 kr. hjælper de lokale idrætsforeninger med at skabe en årlig motions- og kulturbegivenhed, som sætter Fyn på Danmarkskortet.”
Med checken i går gør Nordea-fonden det nu muligt at realisere et dansk mini-OL. Projektleder Jens Ottesen fra Sport Event Fyn står klar til at tage projektet ind i dets næste fase, hvor aftaler med forbund og sponsorer skal fastlægges. ”Vi er klædt godt på til opgaven. Sommerens afvikling af EUROGYM 2010 i Odense fik flotte karakterer hos det Europæiske Gymnastikforbund. Derfor ved vi, at Fyn – og Odense som værtsby - også mestrer det nye initiativ, som skal give tusindvis af børn og unge muligheden for at være en del af en international sportsfestival.”
Også Odense Kommune og Danmarks Idræts-Forbund støtter og bakker op omkring Hans Christian Andersen City Games. I løbet af 2011 vil Legene blive markedsført både herhjemme og i udlandet, ligesom erhvervslivet og turismen forberedes på de mange deltagere, trænere og forældre, der vil indtage Fyn til næste sommer.
Hans Christian Andersen City Games løber over 6 dage, og her kan deltagerne dyste om medaljer i bl.a. OL-discipliner, komme i træningslejr og opleve kulturelle indslag som livemusik og performance teater. Sport og motion bliver den primære katalysator, der skal styrke børn og unges netværk på tværs af grænser.
Få mere information hos Jens Ottesen, Sport Event Fyn, på telefon 20 30 24 77 eller e-mail Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.


