Sikke et regnvejr.
Lørdag den 14. august skulle vores årlige klubmesterskab afvikles. Indbydelsen var skrevet, medlemmerne havde meldt sig til, maden var indkøbt og mesterskaberne planlagt. Vi havde bare glemt vejrguderne.
Planen var ellers rimeligt enkel. Først lidt morgenmad, så nogle runder minigolf, så noget mere at spise, lidt flere runder og så noget mere at spise til sidst.
Men regnen ville det anderledes så det blev til en meget lang morgenmad fra 9 til 11.
Kl. 11 tog vi beslutningen om at starte og hele første runde blev spillet i regn eller støvregn, men vi fik spillet.
Mesterskaberne var lavet lidt om i år. Alle fik mulighed for at spille 3 runder på hvert anlæg - men kun de 2 bedste ville tælle. Årsagen til at der "kun" skulle være 2 tællende runder på hvert anlæg var af hensyn til de medlemmer der ikke kan holde til at spille 6 runder på en dag og at de stakler der skal arbejde også fik en chance for at være med.
19 spillere blev fordelt i A, B og C rækker - resultaterne kan ses her.
Mesterskaberne blev selvfølgelig afsluttet med fællesspisning og præmieoverrækkelse.
Tak til alle for en god dag.


